Matematik

Model af springbane

Til spring bruger man en større bane end til dressur. Her skal hest og rytter samarbejde om at komme igennem banen med forhindringer inden for en bestemt tid.

Baggrundsviden

Før konkurrencen starter, får rytterne lov til gå banen rundt til fods og se springene an. Rytterne har på den måde mulighed for at få et indtryk af, hvor svær banen er, hvilken type spring der er, og hvordan de står i forhold til hinanden.

Rytteren lægger også mærke til, om der “smutveje” på banen. Det vil sige, om der nogen steder er mulighed for at skyde genvej, så rytteren kan vinde tid.

Hver forhindring har et nummer, så rytteren ved hvordan banen skal rides.

En forhindring kan godt bestå af flere spring – f.eks. et dobbeltspring eller en tre-kombination.

Målet for rytteren er at komme igennem banen inden for en fejlfri tid eller på den kortest mulige tid med færrest fejl.

Tempoet skal være rigtigt, rytteren skal bedømme afstanden til næste forhindring så hesten får det rigtige afsæt. Rytteren skal også holde øje med tiden: rider man for stærkt, river man måske en bom ned, og rider man for langsomt, får man måske tidsfejl.

Forhindringer

Der findes forskellige typer forhindringer som kan benyttes når man designer en springbane. I konkurrencer er disse ofte bygget i kreative designs og med spræl på farverne.

Lodret
Enkelt forhindring med vandrette bomme.

Oxer
En dybere forhindring med to bomme lige efter hinanden – disse kan være samme højde eller forskellige højder.

Triplebar
Tre bomme i forlængelse af hinanden.

Vandgrav
Felt/bassin med vand og eventuelt en bom.

Kombination
Flere forhindringer stillet efter hinanden.

Vidste du...

Hvis rytter og hest bliver skilt ad, f.eks. hvis en rytter falder eller bliver smidt af, bliver rytteren diskvalificeret.

Rytterklasser

Der findes forskellige klasser, som man kan deltage i. Man stiger i klasse, jo dygtigere man bliver. Forhindringerne har forskellige højder efter hvilken klasse man springer i. I skemaet kan I se, hvordan højden stiger, alt efter hvilken klasse man deltager i.

Opgaver

  • Vælg en af klasserne og tegn forhindringernes højde og bredde op på en mur med kridt eller snor, så I kan få en fornemmelse af højden.
  • Byg forhindringer af samme højde på jeres bane i skolegården.
  • Mål tilløbet til forhindringen ud og tegn afstanden på jorden.
  • Lav en model til en springridebane på et stykke A2
  • Lav forhindringer med ispinde og lærertyggegummi. Hvis der er tid kan du dekorere
    forhindringerne.
  • Placer forhindringerne på din model og husk at tage hensyn til hestens tilløb.