Håndværk/design

Springbane til kæphest

Opgaven laves i samarbejde med idræt.

Kæphestespringning er en konkurrence på en bane med flere forhindringer. Målet for rytter og kæphest er at komme igennem banen inden for den afsatte tid og med færrest fejl.

Kæphest og rytter skal samarbejde om at komme igennem banen. Tempoet skal være rigtigt, rytteren skal bedømme afstanden til næste forhindring så kæphesten får det rigtige afsæt.

Rytteren skal også holde øje med tiden: rider man for stærkt, river man måske en bom ned, og rider man for langsomt får man måske tidsfejl.

Før konkurrencen starter, går rytteren banen rundt til fods og ser springene an. Rytterne har på den måde mulighed for at få et indtryk af, hvor svær banen er, hvilken type spring der er og hvordan de står i forhold til hinanden.

Hver forhindring har et nummer så rytteren ved hvordan banen skal rides. En forhindring kan godt bestå af flere spring – f.eks. et dobbeltspring eller en tre-kombination.

Når der rides konkurrencer, er det ofte sekunder der afgør hvem der vinder, så øvelse gør mester.

Tip: Lav din egen kæphest til brug på banen.

Opgaven

Forhindringer til kæphestespringbanen er 100 cm brede og op til 70 cm høje. Husk, at det skal være muligt at justere højden. Forhindringerne kan være forskelligt udformet – se side 32. Kun fantasien sætter grænser for din bane. Bommene kan males i forskellige farver. Normalt med hvid som bundfarve og derpå felter i forskellige farver.

  • Lav en bane i skolegården eller i hallen med forhindringer I selv har lavet i håndværk og design eller redskaber fra idræt.
  • Lav en springkonkurrence med kæphest eller uden hest på tid uden nedrivninger.

Husk at måle hestens tilløb mellem forhindringerne, så du er bedst forberedt til dit spring.

Hvis I ikke har en kæphest, kan I selv lave en. Forhindringerne kan også bruges uden kæphest.